Kan du stole på trustpilot?
Trustpilot er en god forretningside, og i mange tilfælde også enormt brugbart for folk, som ønsker at orientere sig om en virksomheds kundeservice eller troværdighed.
Men Trustpilot kommer til kort over for virksomheder, som bevidst forsøger at snyde. Når jeg skal købe produkter i udenlandske webshops runder jeg typisk trustpilot for at få en vurdering af firmaets ærlighed og service. Anmeldelser på Trustpilot skal basere sig på reelle købsoplevelser. Trustpilot oplyser selv, at de har citat: "udviklet et avanceret system, der scanner de 120.000 virksomhedsprofiler på Trustpilot døgnet rundt. Vi har også et team på 35 personer, der arbejder med at sikre, at både forbrugere og virksomheder overholder vores retningslinjer."
Men Trustpilot når ikke hele vejen rundt. Et godt eksempel: Mackeeper.com er bredt anerkendt som et softwarefirma, som installerer malware på din mac. Det ser tilforladeligt ud på overfladen, men når du først har installeret det, kan du næsten ikke slippe af med det. Det har mange mac-brugere måttet erfare gennem tiden. Ikke desto mindre har mackeeper 450 absurd enslydende anmeldelser, som typisk handler om den "fantastiske service" man får hos Mackeeper. Jeg kan ikke dokumentere, at anmeldelserne er falske - og betalt af såkaldte "freelancere", men det er nærliggende at tro. Anmelderne har typisk foretaget en enkelt anmeldelse - ikke flere. Hvor stor er sandsynligheden for at man opretter sig på trustpilot og laver én enkelt anmeldelse?
Og det er netop Trustpilots - og dermed brugernes - store udfordring: Du aner reelt ikke om du kan bruge anmeldelserne til ret meget, fordi det er nemt at oprette en falsk bruger. Jeg ville ønske at det ikke forholdt sig sådan, for Trustpilot er et fint værktøj til at vurdere virksomheder, som generelt ønsker at give god service. Men lever virksomheden af at snyde og bedrage er det relativt nemt at få gode anmeldelser hos trustpilot.
Mvh Anders Berner
11. marts 2016
Uopfordret anmeldelse