wow!
OPDATERING:
Efter en rigtig god og konstruktiv samtale med Verifone, er vi kommet til enighed - hvilket er en kæmpe lettelse. Jeg vil gerne især takke Marianne for en god service samt hendes chef, René. De forstod begge, hvor uheldigt mit forløb havde været.
16.12.22 modtager jeg min terminal.
(fordel: hurtig levering / ulempe: der mangler en manual til den)
19.12.22 måtte jeg selv rykke telefonisk for adgang til Verifones portal, så jeg kunne finde ud af, hvordan den nye kortterminal virker. Der bliver sendt en mail med oplysninger og adgang - og hvor der står, ’hvis jeg har yderligere spørgsmål, så kan jeg blot skrive tilbage til dem’. Jeg sender en mail med spørgsmål samme dag (og rykker for svar igen den 29. dec. og den 3. januar) men har stadigvæk ikke hørt noget…. (fordel: jeg fik trykket på en masse knapper og lærte terminalen at kende /ulempe: jeg fik trykket på en masse knapper…)
30.12.22 er der nedbrud på deres server i Tyskland, så vi kan ikke bruge kortterminalen. Der står ikke noget om det på deres hjemmeside, så hver time må jeg ringe ind for at blive opdateret. (Kortterminalen virker ikke i tidsrummet 14.00-19.00).
(fordel: vi fik en stress-test helt gratis af Verifone ved at have kunde, der ikke kunne betale /ulempe: arg, nu skal man heller ikke være smålig – vi lader den være blank..)
02.01.23 ringer jeg til Verifone, fordi jeg ikke kan finde mine omsætningstal og gebyrer på deres portal. (Det er noget kedeligt noget, der skal bruges til regnskab). Jeg får først at vide af en ”serviceperson”, at det er fordi, mit abonnement ikke inkluderer dette. (hvilket jo selvsagt ikke er sandt – og som jeg også får bekræftet senere hen). Vedkommende er på ingen måder klædt på til opgaven, så der forelægger en underholdende båndet samtale hos Verifone. Heldigvis betyder det, at jeg må være i telefonisk kontakt med dem op til flere gange, til de finder ud af, at funktionen faktisk ikke fungerer (No s..., Sherlock). En medarbejder fra teknisk support lover dog at sende mig en mail med tallene, så jeg kan lave mit regnskab færdig. Det sker bare ikke (før den efterfølgende dag hvor jeg ringer og rykker for den).
Samme dag stopper terminalen igen med at virke, og vi kan ikke tage imod betaling…. Gaven der bliver ved med at give!
03.01.23 er jeg i telefonisk kontakt med Verifone flere gange, men bliver dog omstillet til flere forskellige mennesker (lucky me). Jeg skal blandt andet ringe på 80101090, for nu har man fundet ud af, at min nye terminal mangler en softwareopdatering (sjovt nok også noget, der blev lovet ikke ville være nødvendigt, når jeg skiftede til dem). Men taaaa-daaaa nu skulle den være der – men det er den ikke! Vores kunder kan stadigvæk ikke betale med deres kort. (fordel/ulempe: …….)
Selvom det har været "superhyggeligt" at bruge dagene på at sidde i telefonen så mange timer, så meddelte jeg i d.d., at jeg gerne vil ud af min kontrakt (selvom der er 36 måneders binding). Salgspersonen, der i sin tid solgte mig abonnementet tilkendegav, at det kunne han godt forstå og accepterede også min udmeldelse, så han ville da lige omstille mig til en person, der ville tage sig af det. (måske den eneste jeg manglede at tale med i virksomheden).
Meeen da jeg så bliver omstillet til vedkommende, så får jeg at vide, at det kan jeg ikke.
Jeg ringer tilbage til salgspersonen og forklarer ham situation – måske lettere uforstående over, at han ikke har sat sin kollega ind i sagen. Vi snakker sammen kl. 11.30, og han siger, han vil ringe tilbage indenfor en halv time. Klokken er nu 17.30, og jeg har stadigvæk ikke hørt fra ham (har ringet og lagt besked 3 gange og sendt 1 mail)
Konklusion: Jeg kan på det varmeste anbefale Verifone, hvis:
1) Din virksomhed bare behøver en rekvisit af en kortautomat, fordi du gerne vil have kontanter, så der er lidt til pingvinluffen. Piiist: Måske er det billigere selv at lave en af pap (det kan du da i det mindste genbruge)
2) Hvis du synes, det er megafedt at betale for en terminal, der ikke virker -OG være stavnsbundet i 36 måneder - god fornøjelse!
OPDATERING (4.januar):
Verifone ringede, og de beklagede, at jeg havde været så ”uheldig”, og den kvindelige medarbejder gav mig ret i alle kritikpunkter. Hun ville gerne have, at jeg blev, men det blev et pænt nej tak.
Nu kunne hun jo desværre ikke træffe nogle beslutninger, så hun måtte tage den videre til sin chef. Hun lovede dog højt og helligt at vende tilbage i dag, så der kunne komme afklaring – men det gjorde hun aldrig.
Ps. Vores kortterminal virker stadigvæk ikke – men jeg netop modtaget en regning på 3.712,50 kr.
pps. I morgen skal der ringes rundt til blandt andet Forbrugerstyrelsen, TÆNK og en jurist - og jeg skal besvare alle de henvendelser, jeg har fået på de sociale medier efter mit skriv. (Stay tuned)
2. januar 2023
Uopfordret anmeldelse