Starter fint, slutter forfærdeligt
Vi har fundet bilen, vi er på udkig efter og besøger A&M i Greve start maj, vi bliver mødt af en imødekommende sælger. Vi kommer ud og prøver bilen, men maksimalt i 20 minutter, for de har travlt. Vi tager hjem og tænker nogle dage og vender tilbage til sælgeren. Vi underskriver og aftaler tidspunkt for levering. Aftalen lyder fredag ugen efter, med mulighed for at det kan blive før. Fin dialog indtil videre.
Skal siges at sælgeren nævner at rudehejset foran i højre side ikke fungerer men det skulle de nok få tjek på inden levering.
Vi får ingen besked om, hvorvidt bilen er gået igennem med finansieringen, hverken fra låneudbyderen eller forhandleren, og her starter dramaet så.
Da vi henter bilen, har de ikke lige haft tid til at kigge på bilen, men de skal selvfølgelig nok få bestilt en tid til værkstedet, så det kan blive fikset. Det har jeg såmænd ikke noget imod, bare det bliver gjort, siger jeg. Jeg kan så yderligere konstatere at bilen slet ikke er rengjort inden i. Der var stadig klistret i bunden af kopholderne, fedtfingre på speedometer glasset, snavs ved rudehejs knapperne og en noget ulækker klistret blinkerarm.
Efter salget begynder sælgeren at være sløv og glemsom. Vi venter så til fredag, som aftalt, og skal lige til at køre, da de ringer for at høre, om vi er klar...
Vi henter bilen, og blot få dage efter punkterer vi på det ene forhjul. Jeg kigger på dækket og kan se, at det er slidt helt ned. Jeg ringer til sælgeren, hvor han påstår, at de i hvert fald ikke sælger en bil, som ikke kan køre mindst 2-3 sæsoner på dækkene. Vi får aftalt en dato for værkstedsbesøg, og sælgeren vil vende tilbage med et tidspunkt.
Der går cirka 14 dage uden svar. Jeg forsøger at ringe og lægge beskeder, men der sker ikke rigtig noget. Så ringer jeg til receptionen og får dem til at lægge en besked. Sælgeren ringer så tilbage og vil have mig til at sende nogle billeder, det gør jeg så. De vil lige finde en dato, så værkstedet kan tage en vurdering. Der går 14 dage uden besked. Jeg ringer og skriver, men der sker ikke rigtig noget. Så ringer jeg til receptionen og siger, at jeg gerne vil tale med en anden, og kort efter bliver jeg ringet op af sælgeren, som er uforstående over, hvorfor jeg vil tale med en anden. Jeg forklarer så hele problematikken og spørger, hvorfor jeg skal bruge så meget tid på at få skiftet de dæk, hvor sælgeren svarer tilbage, at der var en uges sygdom, og det var selvfølgelig beklageligt. Jeg bliver irriteret og stiller spørgsmålet: Hvis en er syg, lukker virksomheden så? Der findes vel en anden med kompetencer til at få fastsat en dato?
Vi får endelig fastsat en ny dato og tidspunkt for, at værkstedet kan tage en vurdering. Efter en måneds venten, kan vi så endelig få set på dækkene, og mekanikeren siger, at de skal skiftes. Så vi bestiller en ny tid for at få det gjort. Der går næsten 14 dage igen, og de bliver skiftet. Kort efter ringer jeg til A&M's værksted for at få dem til at kigge på en rumlende lyd fra bag bilen, når man kører 50+. Vi får aftalt et værkstedsbesøg, hvor de så konstaterer, at bagdækkene også skal skiftes. Så får vi bestilt en ny tid til at få dette gjort.
Jeg har så efterfølgende hørt fra venner og bekendte, at de netop også har haft mange problemer med virksomheden på forskellige lokationer, en i så stor grad, at de gik midt i samtalen, da sælgeren hele tiden skulle minde dem om, at de havde travlt, så de kunne altså ikke prøve en bil lige nu eller få svar på spørgsmål.
Det er bestemt sidste gang, jeg køber bil af nogen som helst, der lugter bare en smule af Andersen og Martini. Og jeg kan garantere, at historien går på runde i min kreds.
D. 08/09-23 er vi endelig færdige med diskussionerne og værksteds besøgende, som burde have fundet sted inden vi hentede bilen i maj...
8 September 2023
Unprompted review