Det er en hændelse, som fandt sted for noget tid siden, men jeg har ikke kunnet slippe den. Oplevelsen sidder stadig i kroppen – en ubehagelig, grænseoverskridende og næsten krænkende oplevelse, jeg havde med Aalborg Dyrehospital. Det er først nu, jeg har været i stand til at skrive om det.

Jeg skulle aflive min hund, Kvik. Han var 13 år gammel, blind, dement, havde mistet de fleste af sine tænder, og hans indvolde var begyndt at svigte. Med tungt hjerte bestilte jeg en tid hos Aalborg Dyrehospital til aflivning.

Selve aflivningen blev udført af en dyrelæge, der var venlig, empatisk og professionel. Kvik fik først sovemedicin, og derefter den sidste sprøjte. Da han havde forladt livet, sagde dyrlægen, at vi kunne blive i rummet så længe, vi havde brug for, for at tage afsked. Hun forlod os, og vi stod der – min kæreste og jeg – helt grådkvalte, i vores mest sårbare øjeblik, alene i rummet for at sige farvel til Kvik.

Og så – midt i dette øjeblik – braser en helt anden medarbejder, med mørkt pagehår, ind i lokalet. Hun ser os stå og tage afsked med vores hund, mens vi græder, og siger køligt: "Det var da ærgerligt, men jeg skal lige det her."

Uden videre begynder hun at rode rundt i rummet. Hun samler ting, bruger computeren og råber ud til en kollega ude på gangen – alt imens vi står der, stadig med hænderne på Kvik, i en scene af sorg og afsked. Jeg var helt handlingslammet. Jeg kunne ikke få mig selv til at sige noget – jeg var følelsesmæssigt udmattet og chokeret.

Efter cirka ti minutter forlader hun lokalet igen, og vi står tilbage – lamslåede, rystede og dybt sårede over det, der lige var sket. Vi følte os krænket i det mest intime og følsomme øjeblik, man overhovedet kan stå i.

Og for at forstå, hvorfor det gør så ondt, er der noget vigtigt, man skal vide: Kvik var en hanhund, som jeg arvede fra min fostermormor. Min egen mor var ikke i stand til at tage sig af mig, så det var en ældre dame som ikke selv kunne få børn, der påtog sig rollen som forælder til mig. Hun blev min mormor, det eneste voksne menneske i mit liv som gav mig ubetinget kærlighed. Hun havde netop fået Kvik, da hun blev syg af kræft og døde kort tid efter. Hun var meget bekymret for, hvad der ville ske med ham, så ved hendes dødsleje lovede jeg – kun 14 år gammel – at jeg ville tage mig af ham. Det løfte holdt jeg hele vejen

Jeg passede på ham, og vi tog på eventyr sammen – i skove, ved strande, over bakker – overalt. Jeg samlede flasker for at kunne købe ham legetøj og godbidder. Da jeg blev ældre og fik arbejde, flyttede jeg ud og tog ham med. Han var min bedste ven og en konstant i mit liv – fra jeg var 14, til jeg var 27. At skulle sige farvel til ham, var ikke bare at miste en hund. Det var at afslutte et løfte til min mormor. Det var at miste den sidste forbindelse til hende. Og det var at tage afsked med min trofaste ven gennem hele mit ungdoms- og voksenliv.

Og det blev ødelagt. Det sidste øjeblik med ham – det farvel jeg havde ventet og frygtet – blev trampet i stykker, fordi en medarbejder på Dyrehospitalet mente, at hendes administrative opgaver var vigtigere end min afsked. Jeg fik aldrig lov til at sige ordentligt farvel. Jeg fik aldrig en værdig afslutning. Og det gør stadig ondt.

Aalborg Dyrehospital må have mig undskyldt, men jeg vender aldrig tilbage.