EN STJERNE ER FOR MEGET!
EN STJERNE ER FOR MEGET!
Vi bookede vores lejebil gennem DiscoverCars, som videreformidlede bookingen til SKG Rent a Car, der igen benyttede den lokale udlejer Europrent. Da vi bookede, blev der markedsført en “Opel Astra eller tilsvarende” med billeder af nyere biler. Først efter bookingen blev det tydeligt, at den faktiske udlejer var ‘SKG rent a car’ og først ved udlevering af kontrakten i lufthavnen fremgik det, at den egentligt udlejer var Europrent.
Vi fik udleveret en 8-9 år gammel Suzuki Baleno, som havde mere end 20 ridser og buler, en revnet kofanger, nussede sæder, løst indtræk på gulvet og generelt fremstod meget slidt. Bilen levede PÅ INGEN MÅDER op til det indtryk, som markedsføringen gav.
Kort inde i lejeperioden kunne bilen pludselig ikke starte på grund af et defekt batteri.
Da vi kontaktede Europrent, fik vi at vide, at vi selv skulle betale 50 euro for vejhjælp, selv om problemet skyldtes en fejl på deres egen bil. Det fandt vi fuldstændig urimeligt.
Efter mange diskussioner og flere telefonsamtaler, hvor vi gentagne gange måtte fastholde, at vi ikke ville betale for vejhjælp på grund af et mekanisk svigt på deres bil, accepterede Europrent til sidst at hjælpe uden beregning. Inden da, havde de flere gange bedt os køre til SKG i lufthavnen for at få løst problemet - vel vidende at bilen ikke kunne starte!? Det burde aldrig have krævet så meget tid og energi at få udlejeren til at tage ansvar for en fejl på deres egen bil.
Vi fik en erstatningsbil for én nat, mens batteriet blev udskiftet. Men på det tidspunkt var tilliden væk – både til bilens driftssikkerhed og til den måde, Europrent håndterede situationen på. Vi havde hele vores familie med på ferie og følte os ganske enkelt ikke trygge ved at fortsætte i en bil, som efter vores opfattelse var dårligt vedligeholdt.
Efterfølgende fandt vi flere anmeldelser på Trustpilot og Google med lignende oplevelser. Vi kunne endda se, at den samme Suzuki Baleno tidligere var blevet omtalt i negative anmeldelser. Det gav os indtryk af, at vores oplevelse ikke var et enkeltstående tilfælde.
Europrent kræver desuden et depositum på hele 1.000 euro, hvilket er usædvanligt højt sammenlignet med mange andre udlejere. Da vi samtidig havde læst anmeldelser fra kunder, som beskrev, at der ved aflevering blev opkrævet betaling for skader, de mente allerede var til stede ved udleveringen, var det afgørende for os at få vores depositum tilbage, før vi afsluttede sagen. Det blev derfor et centralt punkt i den aftale, vi til sidst indgik, da vi ellers frygtede de ville modregne batteri, vejhjælp og andre urimelige opkrævninger.
Kundeservicen var efter vores oplevelse ekstremt dårlig. Der var meget lidt vilje til at løse problemerne, og næsten alle vores forslag blev afvist. Det eneste de kunne komme op med var: ‘No, vi can not do that’.
Det endte med, at vi selv måtte komme med løsningen, som blev, at Europrent hentede bilen seks dage før lejeperiodens udløb og tilbagebetalte vores depositum.
Konsekvensen blev, at vi selv måtte leje en ny bil hos et andet udlejningsselskab for at kunne gennemføre resten af ferien. I praksis har vi derfor betalt for to lejebiler på den samme ferie. Dertil kom udgifter til taxa til lufthavnen for at hente den nye bil samt to dage uden bil, hvilket naturligvis påvirkede vores ferie væsentligt.
Det mest skuffende er dog, at DiscoverCars og SKG Rent a Car markedsfører og formidler disse biler, men overlader kunden til den lokale udlejer, når problemerne opstår. Som kunde forventer man, at de samarbejdspartnere, de vælger at benytte, lever op til en rimelig standard. Vores oplevelse var desværre det modsatte.
Hele forløbet kostede os unødig tid, frustration og usikkerhed på en ferie, hvor man burde kunne stole på sin lejebil og sin udlejer.
Jeg kan desværre ikke anbefale denne udlejningskæde. Hvis du booker gennem DiscoverCars eller SKG Rent a Car, så undersøg på forhånd, hvem den faktiske lokale udlejer er. (Hvis det overhovedet er muligt!?)Det er den virksomhed, der i sidste ende afgør, om din ferie bliver en god oplevelse eller en lang kamp om at få løst problemer. En billig pris er ikke meget værd, hvis bilen er dårligt vedligeholdt, og kunden skal kæmpe for at få udlejeren til at tage ansvar, når noget går galt.
Temaet her er efter vores opfattelse, falsk markedsføring og en forretningsmodel hvor man lægger flere uigennemsigtige lag ind, så man kan køre kunderne rundt i manegen.
ELENDIGT!
21. juli 2026
Uopfordret anmeldelse