Bewertung zu CPH FLYT


Bewertet mit 1 von 5 Sternen

EKSTRAREGNINGER OG ØDELAGT EJENDELE

Det her er uden sammenligning den dårligste oplevelse, vi nogensinde har haft med en håndværks- eller servicevirksomhed.

Vi sendte på forhånd en detaljeret inventarliste med præcis information om, hvad der skulle flyttes. På den baggrund vurderede virksomheden selv, at opgaven ville tage to timer (til en samlet værdi af 2.200 DKK). De var ikke billigst, men Trustpilot- og Google-vurderingerne af virksomheden var gode, så vi accepterede tilbuddet.

Dagen kom, hvor min kæreste og jeg begge havde taget en halv dag fri fra arbejde, da flyttefirmaet var booket til at ankomme mellem kl. 8-10. De endte dog med ikke at dukke op før efter 14.30 - altså i bedste fald en forsinkelse på 4,5 timer.

Da de så har båret alt ned, stablede de vores flyttekasser uforsvarligt højt på ladet af deres vogn, hvilket resulterede i, at vi fra tredje sal i vores lejlighed kunne høre et kæmpe brag, da næsten hele ladets indhold vælter ned og hen af asfalten. Vi løber derned, ser næsten alle vores ejendele spredt ud over asfalt og i grøften, finder nye flyttekasser (da de andre blev ødelagte i faldet), og hjælper med at pakke ting tilbage i kasser, uden at kunne undersøge, hvad der er smadret. Vi og de brugte lang tid på at rydde op, og finde alle vores ting i det høje græs og på asfalten, før flytningen kunne fortsætte.

Denne ekstra tid, blev vi bagefter krævet betalt af flyttemændene, som ikke ville forlade vores lejlighed, før vi havde betalt. Det er helt uacceptabelt, at kunden skal betale for virksomhedens fejl — og enormt utrygt at de nægter at forlade vores lejlighed, før vi har betalt ekstraregningen. Det var en ekstra regning på 3.300 DKK - altså giver en samlet pris på flytningen på 5.500 DKK.

Vi tog samme aften fat i virksomheden, da vi selvfølgelig forventede, at de ville erkende deres erstatningsansvar. Vi tog grundigt fejl, da vi kun blev tilbudt en samlet tilbagebetaling på én time (1.100 DKK) — altså, som skulle dække knuste ejendele, de 4,5+ timers forsinket ankomst OG den ekstra tid, der blev brugt på at rydde op efter, at de tabte alle vores ting). Vi afviste selvfølgelig blankt det som erstatning, og foreslog - hvad vi selv mener er enormt godhjertet - at de blot tilbagebetalte ekstraregningen på de 3.300 DKK. Det har de afvist, og siger igen, at de kun vil tilbagebetale én time.

Vi oplevede altså en virksomhed, der:
* Estimerede opgaven groft forkert.
* Mødte mellem 4,5-6,5 time senere end aftalt (resulterede i tabt arbejdsfortjeneste, da vi begge pludselig skulle tage en hel fridag i stedet for en halv).
* Tabte nærmest alt vi ejer hen af asfalt.
* Opkrævede os for den ekstra tid, deres egne fejl medførte.
* Nægtede at yde rimelig kompensation.
* Kun sporadisk svarer og med flere ugers mellemrum.

Jeg kan på ingen måde anbefale denne virksomhed. Hvis du overvejer at bruge dem, bør du være opmærksom på risikoen for store ekstraregninger, knuste ejendele og en kundeservice, der nægter at tage ansvar.

12. Mai 2026
Bewertung ohne vorherige Einladung