Anmeldelse af Milva Rådgivning


Bedømt til 1 ud af 5 stjerner

Mangelfuld rådgivning og ansvarsfralæggelse fra ledelsen

I forbindelse med overtagelsen af vores hus i foråret 2025 indgik vi en aftale med Milva om en fuld miljøscreening. Formålet var eksplicit at identificere materialer, der krævede særlig sanering, inden vi påbegyndte en totalrenovering. Rådgiveren gennemgik huset sammen med os, og vi endte med at få foretaget 44 analyser af forskellige materialer. Den indledende dialog var god, vi oplevede rådgivningen som kompetent, og vi følte os trygge ved forløbet.

Desværre har det efterfølgende vist sig, at screeningen var mangelfuld på to områder. For det første overså Milva en stor, asbestholdig ekspansionsbeholder på loftet. Det var en VVS'er, vi efterfølgende havde på besøg, der opdagede beholderen med det samme, han kom. Selvom Milvas rådgiver efterfølgende genbesøgte os og erkendte fejlen, afviste Milvas ledelse efterfølgende erstatningsansvar med den begrundelse, at vi ikke selv havde påpeget den, og at rådgiveren kun havde været på loftsrummet i kort tid – en argumentation, vi finder dyb uforståelig, da vi netop købte professionel rådgivning, fordi vi ikke selv har kompetencer inden for området.

Langt mere alvorligt er det, at Milva overså de asbestholdige vindueskarme i huset. Under et aktuelt vinduesskift har et andet miljøfirma nu oplyst os om, at vindueskarmene er af magnesit, som indeholder store mængder asbest. En af karmene er knækket og står og støver direkte ud i rummet ved berøring.

Dette svigt har uoverskuelige konsekvenser for vores familie. Fordi vi i god tro stolede på Milvas screening, har vi under renoveringen selv stået og ødelagt, pillet ned og bortskaffet flere lignende karme som almindeligt affald og således stået i farligt støv uden nødvendig beskyttelse. Hvad der skræmmer os mest er, at vi uforvarende har ladet vores tre små børn bo i et hus med en åben, støvende asbestkilde over en længere periode.

Resultatet er ikke bare ekstraudgifter til ny sanering og renlighedsprøver men værst af alt stor bekymring for vores egen og vores børns fremtidige sundhed. Vi kan kun gisne om, hvorvidt vi og vores børn har indåndet asbest i et omfang, der i fremtiden vil gøre os syge, og det var præcis denne frygt, vi betalte Milva for at beskytte os imod.

Vi har, efter Milva, samarbejdet med to andre miljøfirmaer og har hos dem oplevet lige så kompetent rådgivning men betydelig mere grundig prøvetagning, hvorfor vi vil anbefale andre at finde et andet miljøfirma at samarbejde med end Milva.

20. august 2026
Uopfordret anmeldelse